Undersøg elevbøger er læsepædagogisk bearbejdet og
dermed sprogligt tilpasset hver målgruppe. Bøgerne kan bruges både
som et supplerende materiale og inddrages som grundbogsmateriale i
natur/teknik. Indenfor hvert emne får læreren mulighed for at skabe
progression og differentiering i stoffet, således at det opfylder
trin- og slutmål i Fælles Mål 2009.
Forfattere bag serien: Esther Larsen, Anne Larsen, Maria Hørby,
Bit Eriksen, Ditte Marie Pagaard, Gry Riemann, Niels Kjeldsen, Ove
Pedersen og Per Nordby Jensen.
Folkeskolen
Anmeldelse af Vejret, Kort og Vulkaner
til 1.-2.klasse.
Af Bo Jensen, Folkeskolen
"Geografforlaget laver som regel godt og gedigent håndværk,
og forlagets nye tilbud til indskolingen skuffer bestemt ikke.
Bøgerne er et pædagogisk gennemarbejdet materiale med et fantastisk
layout, der gør dem yderst tillokkende for målgruppen. De små
elever vil elske de flotte tegninger og billeder, man har
valgt.
Især bogen om kort er god, fordi den lægger op til mange varierede
opgaver, som skal udføres i både teori og praksis.
Læring gennem leg er altid godt i indskolingen. Eleverne får brugt
mange af deres sanser, hvilket gør, at de husker stoffet bedre.
Opgaverne er særdeles konkrete, hvilket er vigtigt i den livsfase,
de er i.
Lærerhåndbøgerne er spækket med relevante opgaver, som kan gøre
undervisningen til en leg. Bagest i lærerhåndbøgerne er der op til
tredive opgaver til hver bog, som er lige til at kopiere i det
ønskede antal. Lærerhåndbøgerne sætter desuden underviseren godt
ind i stoffet, også i forhold til Fælles Mål.
Materialet er fortrinligt til tværfagligt samarbejde og lægger op
til samtale, fordybelse og ikke mindst eksperimenter. I forhold til
dansk styrker det elevens faglige læsning. Andre fag, såsom
matematik, religion og billedkunst, bliver også tilgodeset. Der er
en god progression i materialet.
Jeg kan derfor varmt anbefale materialet til kolleger, som
underviser i natur/teknik i indskolingen."